hammerum-herred.dk
Navigation
Gæster
Forside
Kirkebøger
Batch-Numre
Andre nævnelser
Skifter
Tingbøger
Fast ejendom
Lægdsruller
Familiestof
FS / AO / Wiberg
Kommunalstof
Andre kopier
Slægtstavler
Borris Seminarium
Andre afskrifter
Skat
Artikler
Fotoalbum
Gravsten
Links
Bøger
Søg
Søg i debatforum
Slægtsbøger
Forumindlæg
En Gudstjenste blandt Dømmerne - Træk af en Jysk vækkelses historie I det nittende Aarhundrede af Jo .....
Dømmerne, Seperatisterne, eller "De Højhellige", som er det navn vi dag kender bevægelsen under, havde i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet en betydelig tilslutning mange steder i Vestjylland - ikke mindst i Tjørring, hvor nedenstående beretning stammer fra

Niels Munksgaard har udvalgt et afsnit fra een af Gøtzsches bøger (Gøtzsche var præst i Herning i 20 år før han blev biskop i Viborg).


Træk af en Jysk vækkelses historie
I det nittende Aarhundrede af
Johs. Gøtzsche 1924


En Gudstjenste blandt Dømmerne.

Det er ude i forsamlingshuset i Tjørring. Klokken er godt 3 om eftermiddagen. Inde i salen sidder Kvinderne paa højre side, unge og gamle og børn imellem hver anden. Deres dragt er meget tavlig, Men net og renlig; over hovedet bærer de alle et sort tørklæde. Mændene sidder til venstre; iblandt Dem er der en enkelt gammel mand; ikke faa ganske unge, endnu ikke 20 Aar gamel.

Gudstjenesten begynder.
En ung pige rejser sig og gaar over til mandssiden og giver alle mændene haanden; derpaa sætter Hun sig stilfærdigt tilbage paa sin plads.

Præsten begynder paa salmesangen; en forunderlig sang! Hvor kommer de toner fra? Det er en Mærkelig benyttelse af stemmen, og dog ikke ganske utiltalende; et mærkeligt sving og en stadig Vibreren paa tonerne. Man synger af Kingos salmebog og synger i ét alle de salmer, der er ansat til Paagældende søndag; dog springes en af dem over, idet præsten siger :”Til den har vi ingen ret tone,” og saa erstattes den med en salme til den følgende søndag. Salmesangen tager omtrent en Time.

Saa rejser præsten sig op, idet han til de to fremmede, som ikke er medlemmer af menigheden, Siger : ” ja, vi plejer at falde paa knæ, naar vi beder.” Hele forsamlingen knæler, og præsten beder En fri bøn, som ender med fadervor og den aronitiske velsignelse .Menigheden beder fadervor og Velsignelsen højt med.

Man rejser sig, og præsten tager siddende fat paa læsningen. Han læser af Luthers prædikensbog, Baade Epistelprædikenen og Evangelieprædikenen. Han læser enstonigt, til tider uforstaaeligt, til Tidere klarere. Det synes som om menigheden vanskeligt kan følge med i tankegangen; en enkelt af Mændene nikker, idet han er ved at falde i søvn, men vaagner straks efter op igen .Efter læsningen
Bedes atter fadervor, og man synger et værs af salmebogen.

Saa begynder nadverhandlingen.
En af mændene rejser sig op og siger en besked til en af de unge piger, som gaar ud og henter en Flaske vin. Paa bordet staar en æske med oblater, en sortmalet bliktallerken og et bæreformet glas. Præsten fremsiger at værs: ”Han har os beredt et bord,” og retter nogle formanende ord til forsamlingen , at de skal vogte sig for falsk lære og blive ved guds ord. Fadervor gentages, og præsten Begynder paa absolutionen. Han lægger haanden paa hver enkelts hoved, idet han siger: ” Saa til-Sejer a dej alle dine synders forladelse i navnet Gud faders, Gud søns og Gud den Helligaands.”

Han begynder Absolutionen med mændene, men springer dog to mænd over, som aabenbart er Udelukkede fra sakramentet; den ene af dem rejser sig og gaar udenfor, øjensynligt i stor sinds-Bevægelse.

Efter absolutionen synges verset: ” Spis, men sjæl, o Jesus sød,”og præsten foretager indstiftelsen Efter folkekirkens ritual.

Uddelingen gaar saaledes for sig, at menigheden bliver siddende, medens præsten gaar rundt og Rækker dem elementerne. Under uddelingen beder hver sin bøn højt, i munden paa hinanden.

Efter nadveren beder præsten en fri bøn af en forunderlig art.Det er dels en takkebøn for nadveren Dels en tal, der efter ordlyden er rettet til Gud, men i virkeligheden er nogle udfald mod anderledes Troende, sikkerlig møntede paa os to tilstedeværende ” Kættere:” Der forkommer saaledes heri bl.a. Følgende sætninger: ” den største Hob heromkring har ikke ander end falsk lære; de vil have konfir-
Mationen til en falsk vej til himlen, og de formener børnene at faa nadveren, og vi har dog ikke mere forstand til at annamme nadveren, end vi har til at annamme Daaben; og der staar jo da ogsaa Skrevet, at Jesus bespiste baade kvinder og børn uden mændene!”

Under den langvarige nadverhandling var jeg gaaet ud til den mand, som havde forladt forsamlin-Gen. Jeg indledte en samtale med ham og fik ogsaa at vide, at han for tiden var udelukket fra sakra-Mentet. Aarsagen var, at en af hans sønner havde taget tjeneste” i Verden”,d.v.s.uden for samfundet. Det var kommet paa tale i forsamlingen, hvor han havde forsvaret sin søn, ordene havde taget hinanden, og han havde sagt ” For meget”. Men jeg vil tilbage igen, sagde han,” og jeg vil ogsaa godt bekende, hvad jeg har forsyndet mig med.” Han gik ogsaa indenfor igen, og da nadverhandlingen var endt, gik han hen til præsten og sagde: ” A vil godt forlige mig med dig, Pejr, Og hvad grovhed, a har sagt, vil a tage i mig igen”---- hvortil præsten svarede venligt: ” Saa er vi snart forligt; a vil nødig have, at nogen skal være udenfor.

Den hele Gudstjeneste havde varet omtrent fire timer.
Det var som at aande frit, da man kom udenfor og saa Herning Kirketaarn og Gellerup hvide Kirke over paa sin bakke, begge beskinnede af den nedgaaende eftersommersol; thi i Dømmernes Forsamling er der trangt.Man kan ikke frakende dem alvor, naar man ser denne lille kreds af men-Nesker (Der var vel omtrent 60 til stede, børnene medregnende) sidde og arbejde sig igennem den Lange Gudstjeneste. Og det er ligefrem rørende, naar de til slutning giver hinanden broder- og Søsterkysset og ønsker hinanden lykke og velsignelse efter nadveren. Men man har alligevel en Meget stærk fornemmelse af, at denne kirke maa dø; thi den har gjort sine dogmer, bl.a. det om at Dømme falsk lære, til saadanne hovedpunkter, at der kan ikke formere sig, udover hvad tilvækst Der faas ved fødsel og familiebaand. Man sidder derfor ogsaa med den fornemmelse, at dette er en Fortidslevning, ja, en forstening.

Og hvor interessant det end har været at sidde mellem dem den lange eftermiddag, saa siger man Dog til sig selv: ” Jeg kommer her aldrig mere, thi de har intet at give mig.”

Snart efter er man inde i byen igen, kører forbi dens mange beværtninger, hvor arme mennesker Sidder og svirer dagen bort og giver Guds ord en god dag(og hvor forleden to kom ud fra, og ens Ledsager sagde til en, at det var to Dømmere)--- ---- hvor er det dog en modsætning til, hvad man Lige har forladt


Skrevet af feldborg d. 31/08/2007 21:130 Kommentar(er) · 14543 Fremvisninger - Udskriv
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Copyright © 2004 by a.f.
webmaster@dis-danmark.dk