 | Navigation | |
|
| Se indlæg | |
|
| Forfatter |
Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
Svend Bollerup
Medlemmer
Antal indlæg: 23
Bopæl:
Tilmeldt: 07.09.07 |
| Lagt på d. 28/05/2008 16:46 |
|
|
Jeg har med interesse lige læst artiklen om De Lin’dernes præsterokade, hvor præsten Jacob Schou i Gjellerup jo indgår i rokaden.
Jeg er på nettet stødt på nogle oplysninger om Jacob Schou’s niece, Augusta Marie Schou, der bliver gift med den senere præst i Gørding-Vemb-Buur, Jens Steendorph.
Historien går på at Jens Steendorph skulle have været ansat som huslærer ved Jacob Schou i Gjellerup præstegård, og her have ”forført” den kun 13-årige Augusta Marie.
Er der nogen i dette forum der kan bekræfte / afbekræfte denne historie ??.
Mvh.
Svend Bollerup |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
feldborg
Super Administrator
Antal indlæg: 3531
Bopæl:
Tilmeldt: 26.06.05 |
| Lagt på d. 29/05/2008 00:36 |
|
|
Jeg formoder, at det er hos Tom Brøndsted du har set denne bemærkning.
http://tom.brondsted.dk/genealogi/petersen/1_13.php
Du kunne jo prøve at spørge ham, hvor han har det fra. Ham plejer at være en fornuftig mand at kommunikere med.
Se iøvrigt også:
http://hammerum-herred.dk/readarticle.php?article_id=8
mvh, a.f. |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
Svend Bollerup
Medlemmer
Antal indlæg: 23
Bopæl:
Tilmeldt: 07.09.07 |
| Lagt på d. 29/05/2008 21:47 |
|
|
Tak til Arne for svaret.
Jeg havde ganske rigtigt oplysningen fra Tom Brondsted's hjemmeside. Jeg har efterfølgende også konstateret at episoden også er omtalt på Kaj Smidts hjemmeside http://www.sm1.dk/s_tree_index.htm hvor kilden er opgivet til at være: Alfred Kaaes "Ulfborg" s.162 om det for nære venskab med Jacob Schous broderdatter.
Jeg har så lige fundet flg. på http://kkermit.dk/jyske-blandet-12.htm :
Studiosus Jens Steendorff, opreisning for tiilig sammenleye, med hans hustru.
G a v, at vi af sær kongelig nåde, allernådigst have tilgivet og efterladt, studiosus Jens Steendorff, hvis forseelse af hannem derudi er begået, at hans hustrue ved hannem, skal være kommen noget for tiilig i barselseng efter deres bryllup, så at hand desuagtet til geistlig embede, hvor det lovligen ske kan, må befordres og antages, dog må han ey empløyeres til noget geistlig embede i det sogn, hvor forseelsen er begået, ey heller må det være ham tilladt, at betiene noget geistlig embede førend 2 år efter, at forseelsen er begået, er forløbne, desuden betale noget til næste Hospital, etc. Jægersborg slot den 30 januar 1761.
Det kan selvfølgelig være en anden Jens Steendorff / Steendorph - men det er vist tvivlsomt.
Det tyder jo på at han har været "for tidlig ude", men dog ikke at hun kun har været 13 år (født 1740) - nærmere 21 år. Året 1761 passer også med alderen på deres ældste søn der iflg. FT 1801 er født ca. 1761:
Navn: Vilhelm Damianus Jensen Steendorph Køn: M Alder: 40 Civilstand: Gift
Erhverv: Huusmand med jord samt degn for Gørding, Vemb og Buur og skoleleholder
Eller har han først bedt om "tilgivelse" da han skulle søge embedet som degn i Ulfborg (tiltrådt 1761) - det kunne måske også være en mulighed.
Jeg vil prøve at kontakte Tom og/eller Kaj - og så en tur på biblioteket for at låne Alfred Kaa's "Ulfborg".
mvh.
Svend Bollerup
Redigeret af Svend Bollerup d. 29/05/2008 21:51 |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
feldborg
Super Administrator
Antal indlæg: 3531
Bopæl:
Tilmeldt: 26.06.05 |
| Lagt på d. 29/05/2008 22:58 |
|
|
Ah, ja. den bog havde jeg ikke lige tænkt på. det er en del af en længere historie, men det centrale bekræfter din fortolkning af affæren.
Peder Nielsen eller Peder Skolemester var ikke ansat som degn, men nok so
skoleholder. I året 1744 blev han af Frans Linde til Pallisbjerg, S. Vosborg m. v.
kaldet til at være skoleholder og fra 1748, da Schiønning blev sat fra bestillingen
overtog han tillige degnetjenesten i begge pastoratets sogne som stedfortræder fo r
degnen. Peder Skolemester var vistnok, hvad man her i Vestjylland kalder en
stok begavet slog. Han mente i hvert fald at vide, hvordan madposen skulle
skæres, og han har nok kendt den gamle historie om, hvor lang halen var på
Tobiases hund, for da den nye præst, Jacob Schou, var kommen til Ulfborg efter
hr. Hanses død, og det rygtedes, at præstens huslærer skulle være degn efter
Schiønning, idet præstefruens fætter, Daniel Friedenreich, til S. Vosborg havde
kaldsretten og havde lovet ham embedet, så klædte Peder Skolemester sig i kiste -
klæderne, talte et par nævefulde sølvdalere op i sin læderpung og gik til Holste -
bro for at tale med den myndige provst Kynde. Kunne skolemesteren få provsten
over på sit parti, var der måske ikke ringe udsigt til, at han kunne blive degn.
For nok havde hr. Friedenreich kaldsret til præste- og degneembederne i Ulfborg;
men der kunne måske lægges en sten i vejen for den unge monsør Jens Stendorph,
som degnekaldet var tiltænkt, og det gik Peder Skolemester nu og glædede sig
over på vejen til Holstebro. Jo, jo! han vidste nok hvor lang halen var på Tobiases
hund. Og den sten, der skulle spærre vejen for monsor Stendorph, den skulle
herredsprovsten lægge ved at nægte monsøren sin anbefaling, når den fromme
biskop Brorson skulle godkende personen til degnekaldet.
Provsten var hjemme; Peder Skolemester bankede på og blev indladt. Han
blev budt til sæde, og hr. Kynde så spørgende på sin gæst; han kunne se, at han
bar på et vigtigt ærinde. Peder lagde snorepungen på bordet og begyndte at tælle
selvdaler i en lang række - hans velærværdighed, højlærde hr. provsten ville
måske ikke forsmå en ringe gave fra en af hans ydmygeste tjenere.
Skolemesteren så med et yderst troskyldigt blik på sin høje foresatte. Mon
det var nødvendigt at sige mere? Den alvorlige provst havde med undren set,
hvorledes rækken af sølvdalere voksede, mens Peder langsomt og med værdigh d
lagde de tunge mønter frem. Hans åsyn blev så mærkelig fraværende. Peder
kunne ikke læse noget svar i provstens gådefulde mine. Mon der var for lidt ?
Han lagde de sidste dalere og søgte atter med troskyldige øjne at tyde virkningen.
Der kom en lille trækning om provst Kyndes mund, det glimtede i hans øjne,
han kom pludselig til at se helt ung og strålende munter ud. Den værdige provst
lo, så det klukkede : »Nå, min gode! Så lang var altså halen på Tobiæ hund! Ja,
degnekaldet i Ulfborg og Råsted er nok den rejse værd; men,« tilføjede han, og
nu var han igen den høje embedsmand og foresatte, »jeg har aldrig kunnet recomandere
en sådan ansøgning og ejheller for Peder Skolemester.«
Skolemesteren strøg pengene af bordet og gemte pungen i sin hat, det troskyldige
udtryk i hans ansigt afløstes af en ydmyg mine, han bukkede dybt for provsten.
trak sig tilbage, bukkede igen ved døren, mens han holdt hatten med pen -
gene klemt fast mod sit bryst.
»Hæ! æ mand kun et sæ-d å ta imod æ pen'g!« slap det ud af ham, da han
var kommen et par trin væk fra provstens dør, ud på gaden. Degneembedet fik
han nok ikke, skønt han var nogenlunde sikker på sognefolkenes yndest; han
havde aldrig taget ågerpriser for den brændevin, han skænkede for dem om søndagen
eller ved andre lejligheder.
Skolemesteren fik da også gårdmændene i sognet til at give sig en pæn anbefaling,
da Schionning havde udstridt. På samtlige sognemænds vegne forsikred e
de, at Peder Nielsen havde ført et ædrueligt og skikkeligt levned og tjent ulasteligt
både som skoleholder og degn, »så vi med hannem i alle måder el vel fornøjet
... og ønskede gerne ham at beholde til slige embeder.«
Men det hjalp ikke skolemesteren; mere hjalp det nok, at provsten var en
retsindig mand, der trods Peders plumpe forsøg på bestikkelse dog ikke ville
tillade, at han mistede skoleholdet, hvis det lod sig gøre. Denne bestikkelseshistorie
var egentlig snildt udtænkt. Sagen var den, at den unge teologiske kandidat
. Jens Stendorph, som Friedenreich kaldede, var kommen lidt galt af ste d
og ikke uden provstens og biskoppens velvilje kunne få et gejstligt embede. Vi
vil lade præsten, hr. Jacob Schou, fortælle, hvordan situationen lå. Han skriver
et brev til biskoppen og forklarer :
»At den studentere, Jens Stendorph, som har indgivet medfølgende suppliqu
om at erholde kgl. m. allernådigste oprejsning, er udi mit hus og har væreti
nogle år informator for min søn, hvor han lagde sit venskab, desværre, alt fo r
nær til min broderdatter, som tillige tjente hos os, og de derpå ægtede hinanden;
men hun efter brylluppet nedkom for tidligt i barselseng; alt dette er en sandhed,
som jeg ej kan nægte. Imidlertid var de begge i mit hus min kone og mig ti l
en temmelig byrde, da vi ser deres fattige omstændigheder, og levebrødet er borte.
Hvad karlen angår, da har jeg intet på ham at udsætte uden den eneste forseelse.
Han er dimitteret fra Roskilde skole og har udstået sin eksamen, har informeret
velb. hr. Friedenreichs børn og mange andre, så han alle vegne har erhvervet sig
en god lov og berømmelse. Han havde og den lykke at prædike for Deres høj -
ærværdighed i Sunds kirke ved sidste visitats. Jeg vil derfor på det bedste reco -
mandere ham til at tiltræde et degnekald om ikke bedre, om Deres højærværdighed
måtte give ham en favorabel erklæring — og det er degnekaldet her i sogne t
eller andetsteds, hvor Gud og gode venner vil åbne dem begge et lidet levebrød.«
Det var altså her, Peder Skolemester havde tænkt sig, at provsten i Holstebro
skulle sætte ind; thi skrivelsen gik den tjenstlige vej om ad provsten til erklæ -
ring, inden biskop Brorson fik den i hænde. Provsten påtegner dog skrivelse n
uden hensyn til skolemesteren. For så vidt skulle Stendorphs ansøgning om op -
rejsning nok gå igennem. Det gjorde den også; men da Friedenreichs kaldelse til
degneembedet forelå, tager provsten sig af sagen igen og forlanger, at både
Friedenreich og Stendorph må erklære, at Skolemesteren skal beholde skoleholdet,
indtil han eventuelt kan få en anden plads. Jens Stendorph går villigt ind
på dette og indgår på, at Peder Skolemester ikke skal afkortes i sin løn, og han
lover at opføre sig sådan i alle måder i degnekaldet, at man efter skolemesterens
afgang kan betro ham ungdommens undervisning, uden at nogen skulle fortryde
det. Efter dette kan provst Kynde ikke indvende noget imod hans ansættelse; han
kunne nok gennem biskoppen forhindre Stendorph i at overtage kaldet, men han
kunne ikke forhindre Friedenreich i at kalde en anden, »der måske ej var bedre
end Stendorph, som lover al flittighed med skolehold og uforargeligt levned. «
Jens Stendorph, cand. theol., fik da degneembedet 1761, og en bedre uddan -
net degn og skoleholder har der næppe nogen sinde været i sognet. Efter mange
år som huslærer var han uden tvivl en god lærer for børnene, da Peder Skolemester
endelig takkede af, og her var familien Schous gode ven, Friedenreich,
igen hjælpsom. Først prøvede han at anbefale Peder hos bispen til degnekaldet
i Stadil; men det gik ikke. Så blev degneembedet i Idum ledigt, og skolemesteren
rejser selv til Ribe for at tale med biskoppen, som havde kaldsretten. Her prøvede
han vel ikke sin kunst med halen på Tobiases hund; men det ser ud til a t
han ellers ikke lagde bånd på sin veltalenhed, og da forholdet mellem provst og
biskop tilsyneladende ikke var særligt varmt, søgte han at sætte lus i skindpelsen
for provsten, der havde en mand i Holstebro, som han ville have ind i degne -
embedet, og da skolemesteren efter sin hjemkomst snakkede lovlig meget om, at
bispen nok ikke var så glad for den lidt krasse provst i Holstebro, og denne snak
kom for provstens øren, sætter han sig til skrivebordet og giver bispen ren besked.
Han var gift ind i den Brorsonske familie, svigersøn af biskop Broder Brorson
i Ålborg, hvor han senere selv blev stiftsprovst. Han kalder biskop Brorsoni
Ribe »kære hr. fætter,« og så skriver han og fortæller om Peder Skolemesters
foræring og siger rentud, at han ikke vil have ham til Idum, som han har lovet
til Christen Nødschou. Provsten kan ikke nægte, at Peder har været flittig til at
lære børnene læsning, skrivning og regning; men så er også alt nævnt. »Thi
hvad hovedsagen angår hos ham, da har jeg ikke mærket nogen besynderlig drift
hos ham til at føre de unge børn på omvendelsens vej. Tværtimod kan jeg ikke
nægte, at jeg har stødt mig over, at han, som er mig berettet, så stændig holdt
kroer eller brændevinsudsalg i hans hus, som ligger ved kirkegårdsdiget, og da
Idum degnebolig også ligger tæt ved kirkegårdsdiget, så har jeg tænkt på, at han
nok næppe vil afstå fra sin gamle håndtering og husbrug, som er jo intet andet
end til forargelse.« Og så nævner han, at han har gjort for Peder. hvad han
kunne, da Stendorph blev degn i Ulfborg; men så »er nu Peder Skolemesters
snak om mig (han har gået og fortalt, at bispen sagde, at der oppe hos dem fik
den fattige ingen ret) lønnen, jeg får for det, jeg har gjort. Men kan man vente
sig bedre løn og sådan en.« Iøvrigt mener provsten, at skolemesteren som følge
af sit brændevinssalg er en ret velholden nand, han overlader til sin hr. fætter
nu at afgøre, om han har gjort uret imod skolemesteren. »Iøvrigt vil jeg ønske
en ret kristelig mand til Idum.« Og så meget kan provsten spå, at nyder Peder
Skolemester dette degnekald og kommer til at triumfere over provsten, »vil jeg
derved så godt som blive unyttig i herredet i mange tilfælde. «
Han mener, at herredet volder ham bryderier nok, især da hr. Friedenreich
ejer det meste af det, og altid står provsten imod i alle sager om kirker, skoler
og fattigpleje. Skal nu også Peder Skolemester gøre ham livet surt. »I mine tanker
kunne jeg nærmere behøve at understøttes end undertrykkes og blive gjor t
unvttig.« Og så underskriver han sig : Højstærede hulde hr. fætter, Deres for -
bundne fætter og tjener, E. Kynde.4 )
Han fik sin vilje med degneembedet. Chr. Nødskov blev degn i Idum, og den
Ulfborg skolemester måtte vente til 1766, da Friedenreich kaldede ham til degn
i Gørding m. fl. sogne. Her døde han 1792 og blev efterfulgt af Jens Stendorphs
søn og sønnesøn.
Da Peder Nielsen rejste, kunne Stendorph endelig overtage skoleholdet i
sognet. Denne egnens første mand af navn Stendorph var født i Sct. Jørgensbjerg
ved Roskilde 1735, søn af herredsfoged Damianus Vilhelm Antoniussen Stendorph.
Han var degn her i sognet til 1776, da Friedenreich kaldede ham til præst
i Gørding-Vem-Bur. hvor han døde 1801. Hans første hustru var Augusta Marie
Schou; da hun døde 1798, giftede han sig med Birgitte Aspern, der døde samme
år som han. I det første ægteskab var der syv børn, hvoraf den ældste, Vilhelm
Damianus Stendorph, blev degn i Gørding, hvor han 1816 efterfulgtes af sin søn,
Jens Vilhelm, som var degn til 1862. Et par af døtrene blev gift og bosatte sig
på deres hjemegn. Susanne, født 1762, blev gift med Christen Mørch i Nees, og
Bodil Christiane, født 1764, giftede sig med Børge Christensen, »Brandborg« i
Vem sogn.
På Stendorphs tid blev skolehuset vest for kirken flyttet, eller rettere, der
blev bygget en ny skolestue ved degneboligen, som lå nord for kirkegårdsdiget;
her blev der nu holdt skole, til den nuværende skole kom i brug 1919. Degnebolet
skildres i 1770-erne som tolænget gård, hvor våningshuset var på 9 fag med en
kue for den østre ende; i vestenden var den nye skolestue tilbygget i fire fag.
Både den nybyggede skolestue og hele husets sydside var muret med brændte
sten imellem stolperne. Laden lå mellem salshuset og kirkegårdsdiget; den var
på 12 fag med kue ved begge ender og med klinede lervægge.
Da Stendorph havde overtaget skolekaldet, fandt man det nødvendigt at for -
andre den gældende skolefundats, da den oprindelige fra 1741 havde vist sig
mindre brugbar på flere områder. I særdeleshed fandt man det nødvendigt med
endnu en omgangsskole, idet børnene i den nordlige og østlige del af sognet
havde ondt ved at komme til hovedskolen.
I den nye fundats oprettes tre skoledistrikter. Til hovedskolen skal hver kørende
mand i distriktet levere årlig et læs torv på en dag, som sognefogeden sæt -
ter. Boelsmændene skal også made på denne dag for at sætte tørvene i stak. Det
har altså været hedetørv. I omgangsskolerne går skolemesteren »omkring på hartkornet
at nyde kost og bekvem værelse med varme.« De omvandrende skolemestre
skal»årlig betids anskaffes« af den, »som haver flest børn i skoledistriktet« eller
af præsten. Som løn til disse vandrelærere fastsættes for vinteren i rede penge
1 rdl. 4 mark, og så fik de jo kost og ophold i gårdene, hvilket blev sat til 8
mark om måneden. Vinterskolen skulle som hidtil holdes i 4 måneder; i den
øvrige tid skulle børnene fra hele sognet søge til degnens skole.
mvh, a.f. |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
Svend Bollerup
Medlemmer
Antal indlæg: 23
Bopæl:
Tilmeldt: 07.09.07 |
| Lagt på d. 30/05/2008 00:00 |
|
|
Tusind tak for det Arne - så sparede jeg den tur på biblioteket, spændende læsning, men desværre ikke noget årstal på "forbrydelsen".
Jeg har lige mailet til Kaj og vil se om han har noget.
mvh.
Svend Bollerup |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
feldborg
Super Administrator
Antal indlæg: 3531
Bopæl:
Tilmeldt: 26.06.05 |
| Lagt på d. 30/05/2008 00:15 |
|
|
|
Svend Bollerup skrev:
desværre ikke noget årstal på "forbrydelsen".
Nej. Men det fremgår vel inddirekte (af klausulen om at han ikke må få stilling i det sogn hvor det er sket), at det må være før Schou flyttede til Raasted og altså senest 1757.
Men de bliver jo gift før barnet bliver født, så det er vel 'bare' et spørgsmål om at finde hvor og hvornår de blev det.
mvh, a.f. |
|
| Forfatter |
RE: Præsterne Jacob Schou / Jens Steendorph |
Tom Brøndsted
Medlemmer
Antal indlæg: 4
Bopæl:
Tilmeldt: 03.06.08 |
| Lagt på d. 03/06/2008 22:08 |
|
|
Hej medlemmer.
Jeg har netop tilmeldt mig - det er mig, der ansvarlig for web-siden omtalt ovenfor. Jeg tror jeg kommer til at reformulere hændelsen:
Jeg skriver, at Marie Augusta kun var 13 år, da hun blev forført. Det har jeg konkluderet på baggrund af hendes fødselsdato (Juli 1740 i Ørum) og vielsesdatoen, der iflg. Wiberg skulle være 15.10.1753. Jeg tror ganske enkelt ikke at denne sidste dato kan være korrekt. Både jeg og Svend Bollerup har forgæves ledt efter vielsen (både i Ørum, Gjellerup mm.). Dertil kommer, at klagen mod den uheldige informator (som det fremgår af aktstykkerne citeret ovenfor) alene går på førægteskabeligt "samleje". Marie Augustas unge alder omtales slet ikke. Det virker meget underligt, - hvis hun da virkelig kun har været 13 år.
Jeg tror vi skal lægge i hvert fald 3-4 år til Wibergs vielsesår. Det kan være at den er foretaget af Jacob Schou i Gjellerup. Der er nemlig det meget underlige med den præst, at han slet ikke har indført sine egne børns dåb i kirkebogen (eller er de døbt i et andet sogn? Ifølge Wiberg skulle han have haft 5 sønner og 4 døtre). Måske har han helt generelt holdt sin egen familie udenfor "bogføringen".
mvh Tom
|
|
|
| | | | |
|
