hammerum-herred.dk
Navigation
Gæster
Forside
Kirkebøger
Batch-Numre
Andre nævnelser
Skifter
Tingbøger
Fast ejendom
Lægdsruller
Familiestof
FS / AO / Wiberg
Kommunalstof
Andre kopier
Slægtstavler
Borris Seminarium
Andre afskrifter
Skat
Artikler
Fotoalbum
Gravsten
Links
Bøger
Søg
Søg i debatforum
Slægtsbøger
Forumindlæg
Mikkelborg, Vind sogn - Danmarks første statshusmandsbrug.
Mikkelborg, Vind sogn

Der har boet mennesker på Mikkelborg siden oldtiden, og dog blev gården først oprettet i 1724. Det ved man helt præcist, for Mikkelborg er ikke nogen helt almindelig gård. Den har aldrig været fæstegård, under nogen herregård, men derimod har den titlen, af ”Danmarks første statshusmandsbrug”. Den historie vender jeg tilbage til.

I 1930érne, besøgte lærer Esbern Jespersen gården. Han var på jagt efter historier, og folkeminder, til hans bog om Vind sogn, som udkom i 1938. På gården talte han med husmoderen på stedet Laura Margrethe og hendes mand Jens Jensen Mikkelborg, og blev inviteret indenfor. Laura fortalte ham, at hun var femte generation på gården. Hendes tipoldefar, var Niels Larsen født 1725 i Skolde, og som overtog gården i 1752. Esbern Jespersen beretter i bogen at;
>>gårdens bygninger er nye, og velholdte, men den meste jord ligger dog, fremdeles i lyng. Der er rent og pænt i stuerne. Blomster i vinduerne, og familiebilleder på væggene<<.

>> Du har det pænt her<< siger lærer Jespersen til Laura.
>> A haa alti stræbt etter, at holde æ skidt ude, og æ baén rene << svarer hun raskt.

Jens fortæller om de unge år, da hun gik bag studene, mens han tog mergel op for fremmede. Der skulle tjenes penge og passes på. En tid skulle alle fire børn, sendes i skole ad gangen.
>> Det var noget der tog hårdt på grovbrødet<< som han sagde.
De har 10 børn, hvoraf de 8 er gift.

Jens var noget atypisk for en husmand, for i sin sparsomme fritid, interesserede han sig for oldtiden, og de fund han gjorde, når han pløjede ting og sager op på markerne
>>Den mand, der hele sit liv har slidt og slæbt, for det daglige brød, har også andre interesser end det materielle<< som Jespersen skriver. Jens havde en fin lille samling, af flinteredskaber, dolke og pilespidser, samt en stor og mægtig stridsøkse af sten, også fundet lige uden for døren. Ved husgavlen lå der en del håndstore sten, fundet på marken. Det var knusesten, som var kuglerunde, og fra keltisk jernalder, og brugt til at male korn til mel.

Jens Mikkelborg og Lærer Jespersen, gik sammen en tur ud på gårdens jorde. Jens viser ham et ildsted i jorden, hvorfra han har udgravet, i læssevis af ildsprængte sten. Det er en såkaldt myremalmsovn, også fra jernalderen, og her gør den selvsamme oldtids-interesserede Lærer, store øjne, da han opdager at selve husene, er opført på en brink. En græsgrøn plet, og tæt ved er der tydelige spor, og rester af digevoldinger og oldtidsagre. Dette var et optimalt sted at placere en gård, ikke bare i oldtiden, men også i 1724, da en ung mand ved navn Laurits Mikkelsen, slog sig ned på dette sted, og hvor der var føde og vand til en ko, og som stenalderbonden, og alle andre bønder efter ham havde gjort.

>> I Mikkelborgfolk, er alligevel ikke de første kolonister, her på stedet<< siger lærer Jespersen til Jens, mens de begge ser mod nord, hvor traktorploven arbejder.
>> A ve det<< svarer Jens

Historien om Laura og Jens, vender jeg også tilbage til.

Danmarks første statshusmandsbrug

Da Danmark mistede Sønderjylland, ved krigen i 1864, begyndte man med Dalgas i spidsen, at tænke efter parolen ”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Det danske Hedeselskab, blev oprettet i 1866, og i de følgende årtier, blev store dele af den sandede jyske hede, opdyrket til plantager, eller marker med stor succes. Da H.C. Andersen rejste med jernbanen, gennem Jylland, og ved selvsyn så de store opdyrkningsarbejder, skrev han i sit berømte digt ”Jylland mellem tvende have”. >>Skynd dig kom og se. Om føje år, heden som en kornmark står<< og det fik han fuldstændigt ret i.

Dalgas og hedeselskabet, var dog langt fra det første nationale forsøg, på at omdanne det tykke alhede-lag, til blomstrende kornmarker. I 1755 inviterede den tyske kavalerist Ludvig von Kahlen, - med kongelig bistand - 1000 ”kartoffeltyskere” herop, til Kongenshus hede, for at de der, skulle udføre det hårde opdyrkningsarbejde. Det endte dog med at tyskerne, flygtede hjem igen, da de opdagede hvor barsk og vanskeligt det var. Projektet blev en stor fiasko.

Ludvig von Kahlen, bliver af mange opfattet som, ”Alhedens første kolonist”, men dette er ikke korrekt. Jeppe Aakjær fortæller i sin bog ”Jysk historie og topografi, 3 bind” om et endnu ældre – omend i mindre målestok - opdyrkningsforsøg. Han skriver;

>>Det er nu op imod 200 år siden, at jyllands udstrakte heder, begyndte at vække statsøkonomernes bekymring. En regimentskvartermester Christoffer Falck, indsendte den 15 marts 1723, til regeringen, et forslag, hvori han gør udførligt rede, for sit syn på hedesagen, og fremlægger sine planer, til hedens gradvise opdyrkning. Dette forslag resulterede i en kongelig forordning, af 26 maj 1723, der tilbød eventuelle hededyrkere en række friheder, og skattelettelser, men planen led en fuldstændig fiasko. Kun én mand meldte sig i hele bøvling amt, og han gik endda bag af dansen.<<

Jeppe Aakjær, skriver senere i en anden bog, ”Hedevandringer” fra 1915.

>>I Bøvling amt, er det ikke lykkedes Falck, at vinde mere end én mand for sagen. Denne ene har i 1724, nedsat sig på heden, i Vind sogn, og der bygget et lille hus, som han uforknyt kalder Michelborg. Det skulle efter forordningens ordlyd, sættes i skat 1744, men er efter Amtmandens opgivelse, så fattig og ringe, både på bygninger avl og besætning, at man frygter for ingen vil ha´ det, når friheden berøves det. Så får det skattefriheden forlænget til 1 januar 1750, da det skatsættes for 2 skæppe hartkorn, men endda er det for tidligt, thi i 1752, må regeringen allerede sætte det til auktion, som øde.<<

Om Aakjær, kendte mere til den uforknyttede hedeopdyr-kers videre skæbne, vides ikke, men ud fra kirkebøgerne, fra Vind sogn, er der flere informationer at hente. Kirkebogens ældste oplysning, stammer fra provst Michael Dorscæus, der skriver at han i 1739, >>kastede jord på Mikkel Lauridsen fra Mikkelborg<< Samme år bor Laurits Mik-kelsen med sin hustru Mette i ”Borgen”. De er netop blevet forældre, til en lille dreng Mikkel, men det vides ikke, om det er det lille barn, eller farfaderen der bliver begravet. Laurits var født i Røjkjær, i 1703, og som bare 21 årig i 1724, skulle han blive ”Danmarks første statshusmand”. Dog måtte gården sørgelig nok -ifølge Aakjær- gå på tvangsauktion i 1752, men Laurits og Mette, forblev med at bo på Mikkelborg. Begge nævnes i fattigprotokollen fra 1742 som >>ælendige almisser<< Hun døde i 1773, 70 år gammel. Han i 1778, 75 år gammel.

Statshusmandsbrug, blev oprettet med forskellige former for statslig støtte. Bønderne var ikke egentlig ejere af ejendommene, snarere lejere eller forpagtere, og kunne således ikke disponere fuldt over deres ejendom. De betalte en årlig afgift, kaldet jordrente.
Laurits Mikkelsen var dog langt forud for sin tid, hvad gælder disse former for smålandbrug. Ikke desto mindre, var han den første af den art, tiltrods for at - som Aakjær skrev - gik fallit og at skatten, var undtaget ham i mere end 25 år.

Niels Larsen blev den næste ejer af Mikkelborg. Han var en søn fra gården Skolde, og som nu turde give sig i kast, med dette uanselige øde sted, og dermed var han den første af Mikkelborg slægten, som skulle komme til at sidde på gården, i over 200 år og i 5 generationer.
Han var født i 1725, og endte sine dage på tragisk vis i 1786, hvor han blev fundet liggende død på landevejen, >>Sønden om Agerfeld.<<

Han var ligesom sin foregænger, ej heller rig på jordisk gods. Ifølge en indboopgørelse dateret d. 14 december 1786, var der i stuen; >>Et gammelt bord, en lille stol, et spindhjul. På en fast seng, nogle ringe klæder, et gammelt skab. Af den afdødes klæder var der, en hvid trøje, en gammel hat, en gammel blå kjole. Af dyrehold var der, en grå ko med kalv. Videre fandtes der ikke mere ude eller inde, thi enken erklærede, at hun for at få sin salige mand begravet, havde hun måtte sælge tvende får, og havde nu ingen, og at der af løsøre og rede penge, intet var mere til boets indtægt på no-gen måde, thi hendes mand havde som bekendt, været ude hos godtfolk, og bede om noget til husholdningen, for sig og sin familie, og at det var på denne rejse, han faldt om og døde.<<

Et fattigt liv

Lad det være sagt med det samme. Det var fattige folk på Mikkelborg. Det var den fattigste gård på hele egnen, og husene var i en elendig forfatning. Man sagde på egnen, at hvis man ville kigge stjerner på Mikkelborg, så var det ikke nødvendigt at gå udenfor!

En anden beretning fra Mikkelborg, stammer fra Anders Kjærs optegnelser fra Vindegnen.
>>Jeg kom en dag ind i Mikkelborg. Taget var ikke godt, og midt i lergulvet, var der et hul fyldt med vand, hvor nogle ænder gik og pjaskede. Det var ved spisetid. På bordet lå nog-le skeer. Skaft var der ikke, men de var brugelige. Bedre end hvis det havde været omvendt<<.

Niels Larsens datter, Anne Catrine Nielsdatter født i 1766, overtog gården, sammen med sin mand Jens Christensen kaldet Jens Mikkelborg. Om ham fortælles det, at han indbød til sin egen begravelse, og det gik sådan til, at konen døde 1837, 71 år gammel, og blev lagt på strå, hvorefter Jens, der var 78 år, gik ud og indbød naboer og venner, til at komme og være med til, at stede hende til hvile. Imidlertid fik han en blodforgiftning i sin storetå på turen. Kom hjem i seng, og nåede at dø, tidsnok til at han kunne jordes, sammen med sin kone.
Deres ægteskab må heller ikke have været uden problemer, for stedets præst, skriver i en udtalelse, til en verserende sag, at >>Benævnte Anne Cathrine Nielsdatter, som skal have levet et forargeligt, og ukristeligt samlevned, med sin mand. Har efter fælles overenskomst, siden jeg kom i embedet, levet fra seperaret. Hun har imidlertid, været ved stedet, men har til huse andet sted i sognet. For de forbrydelser, som denne kvinde skal have begået, er hun ikke såvidt jeg ved, anset ved dom.<<

De efterlod sig 2 sønner, Anders og Jens. Hvoraf Anders Jensen, født 13 november 1799, blev næste ejer af Mikkelborg. Han var gift med Maren Madsdatter, født 1800 i Haderup. De havde en datter, og fire sønner, som alle døde i en ret ung alder af tuberkulose.

Sønnen der overtog gården, hed Peder Yllebjerg Andersen, og før han blev syg, var han så stærk, at han kunne gå under maven på en hest, og løfte den fra jorden. Om hestens størrelse foreligger intet!
Han var født i 1839, og blev gift i 1860 med den 19 årige Johanne Ramskov Frandsen, fra den Frandsen´ske slægt fra gården Vejvad, men havde mageskiftet sig til Øster Ramskov, i Vinding sogn. Fra denne gård stammer efternavnet Ramskov, og navnet fulgte med til Mikkelborg. I forbindelse med at hendes bror Jens Ramskov Frandsen, den 11 december 1852, overtager den fædrene gård Øster Ramskov, tilpligtes han til at betale 200 rigsdaler, til den dengang 11 årige søster Johanne, som forfalder til betaling, når hun er 24 år, medmindre, at hun forinden er blevet gift, og bliver hun gift mellem 18 og 24 år, skal der også leveres en seng til 32 rigsdaler, samt en fyrretræs dragkiste med beslag, til 10 rigsdaler, samt passende bryllup til 20 rigsdaler. Broderen drikker sig imidlertidig ud af gården, og Johanne bliver snydt for den arv, hun tilkom.

At fattigdommen var stor på Mikkelborg, beretter de næste to historier også om. Den første er igen fra Anders Kjærs optegnelser og beskrivelser over Vind sogn;

>>Pastor With tog sig meget af dem fra Mikkelborg. Han købte dem sengeklæder, som han mente at sognerådet ville refundere ham. Han fik en røffel af sognerådsformanden Jens Toustrup, om han fik andet ved jeg ikke? En dag Pastor With kom forbi gården, smuttede Peder Mikkelborg op på loftet, for at undgå forhør. Konen sagde at manden ikke var hjemme. Da Peder oppe fra loftet, lidt efter, ikke hørte nogen der talte, troede han præsten var gået og hoppede ned. Stor var hans forfærdelse, da han stod ansigt til ansigt med præsten. Men vindboerne morer sig endnu over den historie.<<

Særimner på Mikkelborg

Særimner, var i den nordiske mytologi en so, der boede i Valhalla. Grisen var fortryllet, og benyttedes i køkkenet, som en rigelig kilde til frisk kød. Når man skar tykke bøffer ud af siden på Særimner, voksede kødet straks frem igen.
Noget tyder på, at en selv sådan gris, fandtes på Mikkelborg, ifølge den næste historie, som Dyrlæge Wollesen, selv må tage ansvaret for;
>>Jeg kom en dag til Mikkelborg, hvor de sad og spiste flæsk. Dejlig flæsk. Jeg smagte det selv. De havde naturligvis ikke slagtet en hel gris. Nej, soen var løbet mod en le, og havde afskåret et stykke af låret. Det var det man spiste.<<
Om soen kunne Dyrlægen udtale;
>>At den befandt sig udmærket.<<

Det tyder på - trods fattigdom og elendighed - de tiltrods, har været stolte folk i Mikkelborg. Som Anders Kjær igen skriver;
>>Peder Mikkelborg kørte engang lyng til Holstebro, og havde da sin morskab i når Jens Sandfær kom bag efter ham, at holde sig midt på vejen, og holde pisken langt ud til siden, så ”æ Herremand”, som man kaldte Jens Sandfær, ikke kunne komme forbi. Folk morede sig derover, og fortalte at Jens Sandfær med sine to stærke heste, ikke kunne køre forbi et fattiglem med to små magre stude.<<

Johanne og Peter fik 8 børn. Anders født 1861, Frands Ramskov 1864 (død 1866), Anne Marie Sophie 1867, Laura Margrethe 1869, Mads 1873, Frands Ramskov 1876, Jens 1880, og Jens Peder 1883.

Peter Yllebjerg Andersen døde 49 år gammel, af tuberkulose, og Johanne sad ene tilbage på gården, med alle børnene.

Jens Jensen, der var født den 19 februar 1868, i Vind sogn, køber som det fremgår af efterfølgende afskrift;
>>skjøde til Mikkelborg, til overtagelse pr 6 februar 1894, af Anders Andersen, der har haft skøde på ejendommen, siden den 4 januar 1893, efter sin afdøde fader Peder Ylleberg An-dersen, der døde den 21 oktober 1889, 49 år gammel<<.
Det fremgår af betingelserne ved overtagelsen, at han skal foruden aftægte forpligtelser, også afholde den ugifte datters bryllup, og det er Laura Margrethe. Med hvem han også indgår ægteskab med, den 8 maj 1894 i Vind kirke.

Ifølge afskrift af skødet, dateret d. 2 februar 1894, er der handlet således;
>>Jeg undertegnede ungkarl Anders Andersen af Mikkelborg, i Vind sogn, tilstår herved at have solgt til ungkarl Jens Jensen af Vind, den af mig efter skjøde af 4 januar 1893, tilhørende ejendom Mikkelborg, i Vind sogn. Skyldsat under matr nr 13-5 og 26, af hartkorn ?? . Tillige med dette, er hartkorns anpart, af Vind sogns konge korntiende. Alt for akkordere købesum 1200 kroner, første prioritetes lån, samt svare til Johanne Frandsen, enke efter afdøde Peder Andersen af Mikkelborg, i Vind sogn, en årlig aftægt ifølge aftægtskontrakt af 4 januar 1893.
Med hensyn til de to ukonfirmerede børn, skal kjøberen sørge for deres forsvarlige opdragelse, indtil deres 14 år, og i trangstilfælde til deres 18 års fylde, og skal han i tilfælde af at deres formynder, ikke er tilfreds med deres pleje, udrede 300 kroner. Indvidere tilpligtes kjøberen til at udbetale til hver af de 6 børn, 50 kroner, i alt 300 kroner, som skal være rentefri til aftægtstagerens død, med et års lovlig opsigelse. Indvidere tilpligtes han til at gjøre den ugifte datters bryllup, når det forlanges.
Kjøberen overtager ejendommen, torsdagen d. 6 februar 1894, og skal fra den dato udrede, og tilsvare alle deraf gående skatter, og afgifter uden undtagelse.
Da jeg nu på ovenanførte måde, er bleven fyldstgjordt for kjøbesummen, så skal den anførte ejendom, fra nu af tilhøre kjøberen, og arvinger med de samme rettigheder, pligter og byrder, hvormed jeg selv har ejet samme. Hvorfor jeg forplig-ter mig til at hjemle kjøberen Jens Jensen det solgte, efter loven. Til bekræftelse med min underskrift vidnesfast Anders Andersen.

For stemplets skyld bemærkes
1. Kjøbesummen er 1200 kr
2. Opdragelsen af de 2 umyndige børn 300 kr
3. Udredelsen til de 6 søskende 300 kr
4. Aftægten anslås for 5 år 750 kr
5. Den ugifte datters bryllup 50 kr
I alt 2600 kr

Hvilket også er ejendommens værdi, og hvoraf dog et beløb af 700 kr, kan regnes som vederlag, for den med ejendommen fulgte besætning.<<

Og så er jeg tilbage, hvor jeg startede, med sagaen om Mikkelborg, og med Laura Margrethe og Jens Jensen. De skulle også blive de sidste af slægten, der boede på Mikkelborg, og som der begyndte med Niels Larsen for mere end 250 år siden.

Allerede i 1891 blev plantagerne, og hedearealerne omkring Mikkelborg, opkøbt af Statsskovvæsenet, og gården blev nedlagt som landbrug. Da Jens og Laura til sidst ikke længere magtede det resterende der var tilbage, blev bygningerne også solgt til Statsskovvæsenet, som benyttede dem i en årrække derefter, til arbejderbolig for folk med tilknytning til plantagen. De blev nedrevet engang i 1950érne, da de ikke længere var tidsvarende, og i dag er der ingen spor tilbage af gården. Kun et skilt som er opsat, henviser ned til, hvor engang gården lå. Grusvejen forbi stedet i Ølgryde-plantage, hedder i dag også Mikkelborgvej.


Skrevet af Pramskov d. 21/12/2010 10:373 Kommentar(er) · 14418 Fremvisninger - Udskriv
Kommentarer

Jens Meldgaard d. 05/02/2011 15:20
god læsning :-). I min jagt på aner er jeg truffet på en Christen Pedersen (1803 - 1886) som har opholdt sig på Mikkelsborg som almisselem på sine gamle dage. Han blev som ung betragtet som "gebrækkelig" men fik dog i sit ægteskab med Ane Johanne Jensdatter mindst 7 børn, var fæstebonde i et par sogne og gik ud som daglejer.
Så er det fint når man kan afslutte hans kapittel ved at læse det fine indlæg om Mikkelsborg.
vh. Jens Meldgaard
 

niels skytthe d. 31/05/2011 22:45
Det er spændende læsning om mikkelborg
Jeg har nu givet fortællingen videre til min svigerdatter
Alma Asmine Jensen er hendes farmor
Jens Jensen og Laura Margrethe Jensen hendes oldeforældre
Mon der er flere fra slægten der læser denne side.
Det kunne være spændende at skabe kontakt
Hilsen Niels Skytthe
 

Carl Anker Jensen d. 07/09/2011 17:55
Det er en god beskrivelse af ”Mikkelborgs” historie, og det kan jeg med mine familiemæssige relationer til stedet bekræfte, idet min far er født i Mikkelborg 1899, og jeg som barn selv har været på besøg i Mikkelborg mange gange.

I 1941 gik jeg således tur i heden sammen med min bedstefar Jens Jensen, kaldet Jens Mikkelborg, hvor han fortalte mig om stedet.
Hilsen
Carl Anker Jensen.
 
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Du skal være medlem for at kunne vurdere en tekst.

Log ind eller meld dig til.

Fantastisk! 0% [Ingen stemmer]
Rigtigt godt 100% [1 Stemme]
Godt 0% [Ingen stemmer]
Hverken godt eller dårligt 0% [Ingen stemmer]
Dårligt 0% [Ingen stemmer]
Copyright © 2004 by a.f.
webmaster@dis-danmark.dk